Bliv tur-guide på Danmarks moderne klinikplatform
Det tromler stadig ind med nye klinikker i EasyMe, og vi har vi brug for flere skarpe nørder, som kan hjælpe i vores kundesupport.
Er det dig familien spørger, når der er "noget på computeren" de ikke kan finde ud af, så har vi måske et job til dig.
Vores kunder har brug for hjælp til at få bedst gavn af alt det EasyMe kan hjælpe med, og du vil blive mødt af alt fra helt banale "kom igang"-spørgsmål til deciderede hjernevridere, hvor du bliver nødt til at grave dybt i både EasyMe, regnskabsteknik, betalingsgarantier og overenskomster om fysioterapi 🤓
Vi forventer ikke, at du kan det hele på forhånd, og du behøver ikke have kendskab til behandlerverdenen - vi skal nok lære dig op i de mest krøllede afkroge af branchen.
Har du allerede erfaring med online kundesupport, der lugter af teknik eller logik, så har du formodentlig allerede et diskret plus på bogen, men det kan også være, du kommer et helt andet sted fra - i hvert fald er der ikke to af os, der er her allerede, der ligner hinanden.
Vigtigst er det, at du går logisk til problemløsning, har teknik i fingrene, og en naturlig nysgerrighed efter at komme til bunds i kundernes problemer, og efter at forstå samspillet mellem systemerne i behandlerverdenen. Slår du ud med armene og melder pas når det bliver svært eller kringlet, så behøver du ikke søge stillingen.
Nogle dage går det rigtig stærkt, og bunkerne er store, så det er vigtigt, at du kan holde hovedet koldt - også når det hele blinker rødt. For selv om vi har travlt, svarer vi altid vores kunder grundigt og venligt. Du vil aldrig blive målt på, hvor mange opgaver du løser, men på hvor godt de bliver løst.
Udover kundesupport kan du komme til at bidrage med hjælpeartikler samt test af og idé-udvikling til nye features i EasyMe. Support foregår primært på skrift, så det er selvsagt et krav, at du kan formulere dig klart og enkelt på skriftlig dansk. Og lad bare være med at få AI til at skrive din ansøgning, for den kan ikke klare jobbet for dig når hverdagen rammer.
Til gengæld er der masser af AI når du først kommer indenfor murene - både fordi vi er længst fremme med AI-værktøjer til vores kunder, og fordi vi naturligvis også selv gør hvad vi kan for at få AI til at gøre vores egen hverdag bedre.
Vores team kan stadig tælles på to hænder, så elsker du store organisationer og lange kommandoveje, så er EasyMe nok ikke noget for dig.
Din placering er ligegyldig - vi arbejder allesammen hjemmefra, og det eneste tidspunkt du behøver være nogenlunde anstændig, er når vi holder vores ugentlige team-møde på Zoom.
Udover en meget kort køretur på arbejde kan vi tilbyde dig sundhedsforsikring, tilskud til indretning af hjemmearbejdsplads og en lukrativ bonusordning.
Vi har brug for dig så meget som muligt, men minimum 30 timer ugentligt, og vi er klar når du er klar....måske endda lidt før.
Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt malene@easyme.biz, og ellers modtager vi gerne din ansøgning snarest muligt og senest d. 15. november 2026 på samme e-mail.