Historien bag EasyMe

En klassisk historie om ikke at være tilfreds med de eksisterende muligheder

I 2009 startede jeg en forretning som løbestilscoach ovre på Posemand.dk, og var omkring en god håndfuld forskellige booking-systemer, der kunne holde styr på mine løbere, deres bookinger og deres betalinger.

Desværre var der ikke rigtig noget der faldt i min smag. De var enten for dyre, for klodsede, eller ville både kunne blæse og have mel i munden. Specielt det irriterende krav om at mine klienter skulle oprette en konto før de kunne booke noget hos mig var til at hyle over.

Med 20 års erfaring fra software-branchen satte jeg mig derfor ned og udviklede mit eget system. Jeg byggede en lille bid ad gangen i takt med at hverdagen viste mig, hvad det konkrete behov var - ikke noget med at prøve at regne det hele ud på forhånd.

Hver gang venner og kollegaer i behandler-branchen så systemet, løb mundvandet på dem: De ville have det samme, og kunne jeg ikke fikse det for dem?.

Til sidst bukkede jeg under, hev alle de gode ting ud af Posemand og lavede et helstøbt produkt, som er skabt til behandlere, og som tilbyder præcis de funktioner, der giver mening, når man har med mennesker at gøre - hverken mere eller mindre.

Brugervenligheden har fra dag ét været i centrum - både for behandlere og klienter, og det tror jeg, du vil se når du starter dine 14 dages gratis prøve af systemet..

Claus Rasmussen, EasyMe/Posemand